Fradrag for Bredbånd!

Som noget nyt kan man nu få håndværkerfradrag hvis man skal have indlagt bredbånd.

Håndværkerfradraget, som også bliver kaldt for boligjobordning bliver ændret i 2016. Det er vedtaget af Venstre, DF, SF, Alternativet og de Konservative.

Håndværkerfradraget opstod ellers som et middel til at få øget beskæftigelse, som et modsvar på finanskrisens forsigtighed i 2011. Ordningens mål er også at mindske brugen af sort arbejde, ved at tilskynde borgerne til at betale fuld pris for håndværkere, mod at kunne få et fradrag for arbejdslønnen.
I gennem de seneste år er aftalen blevet genforhandlet flere gange og i det nye håndværkerfradrag er det altså muligt at trække udgifterne fra til at få lagt bredbånd eller fiber ind i sin bolig.

Er bredbånd grønt?

Boligjobordningen i 2016 skal ellers støtte grønne tiltag, så hvordan partierne er kommet frem til at give fradrag for bredbånd, er lidt uvist.

Måske er det fordi de mener bredbånd kan hjælpe miljøet, fordi kontorfolk kan have flere arbejde hjemme dage og sparer CO2 på transporten til arbejde. Eller det er fordi vi spare transporten ind til butikkerne, når vi handler online. Det kan man kun gisne om…

Efter sigende skulle ønsket om håndværkerfradrag for etablering af bredbånd blandt andet være fremført af DF og da de grønne tiltag blev billigere end ventet, blev der råd til at bredbånd kom med.

Dansk Folkepartis argument for at få fradrag for bredbånd med i boligjobordningen er at gøre det mere attraktivt for den danske befolkning at bo i udkants Danmark og dette har altså fået lov til at snige sig ind i aftalen på trods af at de ikke direkte er med til at spare på energien.

Det partierne er blevet enige om er at understøtte udbredelsen af velfungerende bredbånd i alle dele af Danmark med et fradrag for omkostninger i forbindelse med tilslutning til bredbånd.

Hvordan får man fradrag for bredbånd

Helt konkret forlyder det at man kan få fradrag for tilslutning til bredbånd. Det vil sige nedgravning eller indskydning af kabler på ens egen grund samt udvendig opsætning af udstyr til fast trådløst bredbånd til boligen.

Få håndværkerfradrag for nedgravning af kabler eller fiber til bredbånd.

Du kan ikke trække materialerne fra, men kun arbejdslønnen for at få lagt bredbånd ind. Den største udgift med at få nedgravet kabler eller fiber bredbånd, er dog også arbejdslønnen, så her er danskerne godt hjulpet. Husk at bede om en kvittering hvor materialer og arbejdsløn står særskilt, så du kan dokumentere udgifterne for SKAT. Du skal også bruge virksomhedens navn, adresse og CVR-nummer. Når du indberetter din selvangivelse for 2016 skal du så oplyse disse informationer til SKAT.

Fradrag for grønne forbedringer

Ud over fradrag til at få indlagt bredbånd, går håndværkerfradraget ellers til energiforbedringer som varmepumper, varmestyring, nye vinduer, isolering, ladestik til el-biler og andre energibesparende tiltag. Der kan fradrages 12.000 kr. pr. person til grønne forbedringer.

Til gengæld er der i håndværkerfradraget for 2016 sat en stopper for fradrag til indvendigt malerarbejde og nedrivning og opsætning af badeværelser og køkkener.
Der gives heller ikke længere fradrag for håndværksarbejde i forbindelse med lægning af nye gulve.
Bemærk også at håndværkerfradrag ikke gives til nybyggeri. Aftalen dækker kun renovering, reparation og vedligeholdelse af eksisterende boliger.

Fradrag for serviceydelser

Boligjobordningen for 2016 giver ud over fradrag til indlæggelse af bredbånd og grønne tiltag, også 6000 kr. pr. person i fradrag for serviceydelser. Det vil sige at man kan trække udgifterne til rengøringshjælp, vinduespudsning, babysitter, og havemand fra. Dette tiltag er taget for at komme sort arbejde til livs.

Hvor meget kan jeg få i håndværkerfradrag?

Hver person kan altså få et fradrag på samlet 18.000 kr.
Således kan man pr. husstand trække i alt trække omkring 36.000 kr. fra i håndværkerfradrag, da det kun er ægtefæller og samlevere, der kan bruge fradraget og ikke hjemmeboende voksne børn, med mindre disse også har taget del i udgifterne.

Hvor kan jeg læse mere om håndværkerfradrag 2016?

Skat har endnu ikke lagt detaljerne omkring aftalen op på deres hjemmeside, men lover at opdatere siden her når lovforslaget er endeligt vedtaget.
Indtil da henviser de til denne PDF-fil med det aftalegrundlag partierne er blevet enige om.

Dette indlæg blev udgivet i Spar penge. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar